Jeg er allerede godt kendt med Remedios Varo, som var nær veninde af Leonora Carrington. Sammen med den ungarnske fotograf Kati Horna var de naboer i Colonia Roma-distriktet i Mexico City hvor trioen dyrkede et nært venskab. De tog sammen til Mercado de Sonora og købte ingredienser til hekseritualer. Jeg har stadig nogle røgelsespinde i min køkkenskuffe fra det samme marked som jeg besøgte omkring Día de los Muertos i 2017 som del af research på Leonoras reise.
Varo kom til Mexico sammen med sin daværende mand, den dadaistiske poet Benjamin Péret, med båd fra Casablanca i 1941. Deres ægteskab var kortvarigt, og Varo mødte siden den østrigske forretningsmand Walter Gruen som ligesom alle var flygtet fra WW2-rædslerne i Europa. Det var et vigtigt møde for Gruen gjorde det financielt muligt for Varo at hengive sig til sin kunst. Der er nogle fine refleksioner over kunstnerlivet i billedet Roulotte (Interior en Marcha) fra 1955. Her styrer en Gruen-type det rullende hus hvori en Varo-type kan få lov at spille piano.
Varo kom i en kunstnerisk raptus og i 1956 åbnede hun sin første solo-udstilling som blev en stor succes. Bare syv år senere døde hun af et hjerteanfald. Hun var kun 54 år gammel. En stor sorg, ikke mindst for Leonora. De to kunstneres projekter kan til tider ikke skilles fra hinanden. Jeg kan godt tro jeg ser på Varo, men så ser jeg på Carrington, så tæt ligger de i deres stil. Varos sidste billede Still Life Reviving (Naturaleza muerta resucitando) fra 1963 skildrer ingen personer, som kurator Tere Arcq bemærkede i sin rundvisning. Som om kunstneren allerede havde forladt verden. Billedet viser et roterende mikrounivers, et stilleben som kommer til live. Maleriet findes også som gif.
Varos sidste urealiserede projekt er Forest Music (Musica del Bosque) fra 1963. Hun planlagde sine værker nøje og lavede skitser i samme størrelse som lærredet. Var hun surrealist? Hun var ikke officielt del af Andre Bretons surrealistbevægelse som krævede medlemsskab og dermed også kunne ekskludere medlemmer. Det gik endnu vildere for sig i Guy Debords Situationistisk Internationale (1957–1972) som ekskluderede medlemmer med lynets hast, specielt hvis de var for interesserede i kunstobjekter sådan som et af de danske medlemmer Jørgen Nash.
Jeg oplever ikke at Varo og Carrington maler en indre verden som står i modsætning til en ydre. Varos far var ingeniør, og billederne viser ligeværdig interesse i metafysik og videnskab. Hun ser magi som en mekanisme. Hun er altid på opdagelsesrejse, hun eksperimenterer med livet, og det er måske den åbne videnskabsånd som er så smittende for betragteren. Protagonisternes undersøgelsesmetoder er så uhørt feminine; små hvide tråde spinder alt sammen, sætter gang i et mærkelig fartøj som måske er hendes egen jakke, sådan som i rejsen ad Orinoco-floden i maleriet fra 1959. Videnskaben er sensitiv, ikke rationalistisk og brutal.
Varo var optaget af Niels Bohr, Albert Einstein, Aldous Huxley (som hun mødte), Gurdjieff og Ouspensky. Hun deltog i læsecirkler og saloner hvor man læste videnskabelige skrifter, litteratur, filosofi og mystik omkring hinanden. Zenbuddhisme var også på bordet. Jeg faldt for det fine maleri The Hermit (El Ermitaño) fra 1955, som også afslører en interesse for Tarot. Der var Tarot, I Ching, zenbuddhisme og mayamystik på bordet. Den omkringshoppende impuls peger måske frem mod 1980’erne hvor New Age blev en ting. Alt blev rodet sammen i en vidunderlig (og måske corny) mystikgrød.
Pointen var for Varo, tror jeg, at verden er åben, og at den skal undersøges. Dermed er alle skikkelserne i billederne egentlig kunstneren selv som eksperimenterer og finder skjulte forbindelser og mekanismer som ligger bag ved alt liv. Et billede som ikke findes på Louisiana er The Creation of the Birds (Creación de las aves) fra 1957. Jeg fik ikke spurgt kuratorene om hvorfor det ikke er inkluderet. Det er et af Varos mest kendte værker og måske for skrøbeligt til at rejse fra Museo de Arte Moderno. Her skaber fuglekvinden ikke døde repræsentationer, men faktiske fugle som flyver bort.
Varo ser på malerierne som performative. De er handlinger. Hun ridsede efter sigende med krystaller i masonitpladerne efter at de var blevet “ladet op” af måneskin. Man kan se Leonoras inspiration fra Hieronymus Bosch og Varos fra Max Ernst (hun skaber nogle gange struktur ved hjælp af frottage). De arkitektoniske dybdeeffekter minder om Giorgio de Chirico. Der er ofte et sug ind i billederne af mystiske åbninger og døre. Billedfladen er en portal, ikke en flad repræsentation.
Et af mine yndlingsværker er Star Porridge (Papilla Estelar) fra 1958. Jeg stod foran billedet på Guggenheim-museet i 2022 efter at have suset i vandtaxi gennem Venedig fra biennaleudstillingen Milk of Dreams. Hvad er det som sker her? Stjernetåge kværnes til grød som fodres til en halvmåne i et fuglebur. Her stopper tankerne og man begynder at drømme. Arcq fortalte at maleriet er inspireret af et citat fra Gurdjieff hvor han skriver om global opvarmning og siger at vi må “fodre månen” forstået sådan at verden trænger mere feminin energi. Dette er citeret fra hukommelsen fra Arcqs rundvisning 17. september.
Kan det mon være dette citat? “Everything living on the earth, people, animals, plants, is food for the moon. The moon is a huge living being feeding upon all that lives and grows on the earth. The process of the growth and the warming of the moon is connected with life and death on the earth.” Det er fra Ouspenskys rapport fra Gurdjieffs undervisning In Search of the Miraculous (1949).
Varo var ikke forfatter som Leonora, kun nogle breve er udgivet, og jeg har ikke fundet nogle definitive værker, essays eller biografier, om Varo som virker interessante, men måske de findes på spansk. Til denne tekst har jeg læst Louisiana Revy og plukket billeder fra nettet ganske random. Udstillingen står til 10. januar næste år før den rejser videre til Moderna Museet i Stockholm. Jeg skal i hvert fald tilbage og se den igen når jeg får tid.
Med vind i håret er jeg netop hjemkommet efter nogle dage på Hamar hvor jeg er blevet tilknyttet projektet FLOAT som skribent. Jeg synes nok jeg anstrenger mig for at holde Varos udforskende ånd levende, men mangler en Walter Gruen. Venligst tag kontakt, jeg har en tandlægeregning der skal betales.